Plan A ignoreres
DebatPosted by Hans-Christian Søgaard Andersen 18 Jun, 2010 20:12S, SF eller VKO har kun en Plan B
VKO’s genopretningsplan rammer børnefamilier og
uddannelsesinstitutioner, den skærer ned i investeringer i vores
fremtid, nemlig investeringer i vores børn og deres uddannelse. S og SF
har en plan, som det endnu ikke er helt afklaret, om fagbevægelsen vil
gå med til. Så de har, som sådan, ikke en færdig plan. Men dén de har,
går ud på at dem, der arbejder skal tvinges til at arbejde endnu mere.
Ingen
af dem vil fjerne årsagen til krisen
Det er skræmmende,
at hverken S, SF eller VKO har tænkt sig at tage brodden af fremtidige
finanskriser, ved at stabilisere boligmarkedet. Årsagen til finanskrisen
- de galoperende boligpriser og en deraffølgende boligboble, ignoreres,
og ingen andre end Retsforbundet har en plan for, hvad der skal gøres for at det ikke sker
igen. Økonomien får lov til at løbe løbsk med kæmpeudsving på priserne
på boligmarkedet, uden at nogen forsøger at tøjle den. Med deraf
følgende kæmpestore konsekvenser for den danske økonomi.
De
unge, udkantsområder og lejerne betaler regningen for festen
Når
økonomien går opad så skummer spekulanterne fløden, og når det går
nedad så betaler de nye på markedet - de unge og børnefamilierne -
regningen. Lejerne får aldrig del i festen når det går godt i samfundet
det er kun boligejerne. Borgerne i udkantsområderne får heller ikke i
lige så stor grad del i festen.
Sænk indkomstskatten!
Vi
ville kunne tage brodden af fremtidige finanskriser ved først at fjerne
skattestoppet og hæve boligskatterne, og dermed lægge en dæmper på de
store udsving, der er. Så ville der også være råd til, at Danmark kan
fjerne eller sænke den arbejdsdæmpende afgift som indkomstskatten er, og
vi kan arbejde os ud af krisen. På denne måde vil vi også kunne sørge
for, at de unge kan komme ind på boligmarkedet igen, samt at lejerne og
udkantsområderne får deres del af kagen, når det går godt. Sammen ville
vi så kunne arbejde for at gøre kagen større sammen frem for at slås om
den kage der er.

