EU overtager udlændingepolitikken
DebatPosted by Ib Christensen 03 Feb, 2010 16:05Med Lissabon-traktaten er hele retspolitikken, herunder indvandrer- og flygtningepolitikken, blevet overstatslig og afgøres nu ved flertalsbeslutninger. Danmark har sikret sig mulighed for at afskaffe vort nuværende retsforbehold til fordel for en ordning, hvorefter Folketinget kan overgive de dele af retspolitikken, det måtte passe det til enhver tid værende folketingsflertal, til EU. I praksis vil man – d.v.s. det nuværende folketingsflertal - kun beholde indvandrer- og flygtningepolitikken.
Men indvandrer- og flygtningepolitikken kolliderer med EU-princippet om den fri bevægelighed for personer, således som vi så det med Metock-dommen, efter hvilken vi har måttet lempe vor regler. Til dette kommer, at Danmark er bundet af Schengen-reglerne om den fri bevægelighed for unionsborgerne og alle med opholdstilladelse i Unionen.
Nu har EU gennem Stockholm-programmet principvedtaget en fælles asylpolitik og flere rettigheder til asylansøgerne såvel som et forslag om en fordeling af alle asylansøgere mellem de enkelte medlemslande. Især de af illegal indvandring stærkt plagede sydeuropæiske lande vil presse på her, og finde støtte hos andre medlemslande med en stor population af anden etnisk oprindelse. Spanien har EU-formandskabet og har bebudet en energisk offensiv på dette område.
Det foreslås, at lovlige indvandrere skal have samme rettigheder som unionsborgerne, herunder ret til økonomisk og social støtte helt på linje med unionsborgerne. En bombe under den danske velfærdsstat, der er verdens mest gavmilde. Sammenstødet mellem udlændingepolitikken og den fri bevægelighed er imidlertid ikke det eneste problem, også hele spørgsmålet om unionsborgernes rettigheder får en ny, betydningsfuld dimension gennem chartret om borgernes rettigheder, der nu er en del af Lissabon-traktaten, d.v.s. unionens forfatning.
Chartret fastslår unionsborgernes rettigheder og altså også rettighederne for alle med opholdstilladelse i EU. Chartret er detaljeret, fortolkeligt og som elastik i metermål. Og det er i fremtiden EU gennem Kommissionen, Parlamentet, Ministerrådet og Domstolen, der gennem direktiver og domme bestemmer det reelle indhold af borgernes rettigheder. Det vil overordnet være uden betydning, hvad de nationale forfatninger måtte indeholde, og hvad de nationale parlamenter og domstole måtte beslutte.
Når det siges, at vort EU-forbehold vedrørende unionsborgerskabet er uden betydning i dag, er årsagen ikke, at Lissabon-traktaten siger, at unionsborgerskabet ikke erstatter statsborgerskabet, men derimod, at unionsborgerskabet reelt har tømt statsborgerskabet for ethvert indhold.
Allerede i dag giver vort retsforbehold anledning til store afgrænsnings- og fortolkningsproblemer. De bliver mangedoblet, hvis retsforbeholdet erstattes af et reduceret forbehold om udlændingepolitikken. Det vil hurtigt blive undermineret fuldstændigt af den kommende EU-lovgivning på hele retsområdet og af den aktivistiske EU-domstol. Resterne af forbeholdet vil derpå blive likvideret af et nyt folketingsflertal.
I spindoktorkredse diskuteres muligheden af, at det såkaldte ”udlændingekort” taber betydning over for vælgerne. Men udviklingen vil snart blive, at det vil stå klart for vælgerne, at det i realiteten er EU og ikke mere regering og folketing, der bestemmer udlændingepolitikken. Man kan diskutere burkaer og danskprøver for statsborgerskabssøgende, men ikke bestemme over hvem, der må leve i Danmark og have sociale rettigheder.
Når det går op for det flertal af vælgerne, der ønsker en stram udlændingepolitik, hvad der sker, vil EU-modstanden ikke bare styrkes. Den vil eksplodere.
