Retsforbundet

Retsforbundet

Afskaf værnepligten

DebatPosted by Ib Christensen 05 Jun, 2010 07:59
Forsvarets økonomi er i kaos, og der skal i øvrigt spares overalt. Forsvaret har påvist, at der kan spares 250-300 mio. kr. ved at afskaffe værnepligtssystemet, og samtidig kan det konstateres, at tilgangen til forsvaret er så stor, at det er helt overflødigt at tvangsudskrive folk til forsvaret.

Socialdemokraternes forsvarsordfører John Dyrby Paulsen har til JP sagt, at så kunne man jo passende afskaffe værnepligten, hvilket i øvrigt ønskes af et flertal i Folketinget. Men forsvarsminister Gitte Lillelund Bech (JP 4/6) klamrer sig til værnepligten, selv om hun tilhører et parti, der kalder sig Danmarks liberale. Hun vil endog tvangsudskrive kvinder til ”Forsvarets dag”.

Tvangsudskrivningen til forsvaret opfattes i stigende grad som et uacceptabelt indgreb i den personlige frihed. Diskriminerende over for mænd og over for dem, der udskrives, i forhold til dem, der slipper. Og endelig er det et fuldkomment forældet system, da forsvaret i vore dage er og bør være professionelt og kræver en effektiv uddannelse og stærk motivation.

Det påstås, at værnepligten er nødvendig for forsvarets folkelige forankring, men der er aldrig sat spørgsmålstegn ved politiets folkelige forankring, selv om det er frivilligt rekrutteret.

I en række NATO-lande har man for længst afskaffet værnepligtssystemet og flere er på vej. Ved de næste forsvarsforligsforhandlinger bør folketingsflertallet stille afskaffelse af tvangsudskrivningen til forsvaret som et ultimativt krav, og hvis Venstre, konservative og DF ikke vil acceptere det, må de øvrige partier gøre det alene. Vi skal jo gerne have et tidssvarende forsvar i en tid, hvor danske soldater dræbes, invalideres eller såres på slagmarken.

(bragt som læserbrev i Jyllands-Posten 13/6 2010)

  • Comments(0)http://retsforbundet.handletanker.dk/#post339