Kultursocialisme
DebatPosted by Ib Christensen 03 Jun, 2010 00:38SF´s Pernille Frahm og Villy Søvndal (Inf. 2/6) har ingen grænser for, hvad de vil spendere af offentlige midler på kulturen: Øgede midler til Statens Kunstråd, mere statsstøtte til egnsteatre og spillesteder, støtte til sommerrevyer og små storbyteatre, man skal kunne møde skuespillerne hos bageren om søndagen (!). Og så må der ikke være forskelle mellem kommunerne, der åbenbart ikke må prioritere.
Som sædvanlig i den evigt kværnende folkesocialistiske gavebod nævnes intet om finansieringen, kun skal brugerne tydeligvis ikke selv betale: Pengene hentes hos de sagesløse skatteyderne, og andre nok så påkrævede offentlige opgaver i en sparetid vil så naturligvis komme til at holde for. Skidt værre med, at statens underskud er på 100 mia. kr. SF er landets mest økonomisk uansvarlige politiske parti, og tilmed belemret med en afskyelig formynderisk holdning over for borgerne, der åbenbart ikke tiltros evnen til selv at bestemme deres kulturforbrug.
(bragt som læserbrev i Information 4/6 2010)
- Comments(0)http://retsforbundet.handletanker.dk/#post338

