Retsforbundet

Retsforbundet

Folkevalgt DR-bestyrelse

DebatPosted by Ib Christensen 30 Dec, 2009 15:32
Der vil altid være politisk pression imod en så magtfuld meningsdannende institution som Danmarks Radio. Opgaven består derfor i at få så megen offentlighed som muligt omkring institutionens ledelse, strategiske mål og daglige virksomhed.

Vejen hertil er ikke en såkaldt ”professionel” bestyrelse. En sådan bestyrelse har ikke kunnet hindre, at BBC i dag er banket ned til at være en slags regeringsorgan. I øvrigt vil jo også medlemmer af en såkaldt ”professionel” bestyrelse have deres politiske holdninger, som uundgåeligt vil sætte deres præg. Endelig: Administrativ, økonomisk og mediemæssig kompetence er noget, man kan købe sig til og ansætte i direktionen.

Men det duer jo heller ikke at have en bestyrelse, udpeget af Folketinget og regeringen. Det er tydeligt med den nuværende DR-bestyrelse, hvis medlemmer nærmest fungerer som bydrenge for deres partier. DR kan under det nuværende system ikke være kritisk over for den regering og det folketing, institutionen skulle være vagthund over for.

Det gamle radioråd var også folketingsudpeget, men havde dog den fordel, at der var offentlige forhandlinger, selv om der blev sjakret om lederstillingerne blandt de ”statsbærende” partier. Vi skal have genindført og udvidet offentligheden omkring DRs ledelse, men vi skal fritage regeringen og Folketinget fra at udpege bestyrelsen.

Hvem andre end licensbetalerne, lytterne, seerne og vælgerne er kompetente til at udpege ledelsen for den betydeligste institution inden for ”den 4. statsmagt”? Lad DR-bestyrelsen blive valgt direkte ved forholdstalsvalg af alle danske vælgere, med kandidatopstillingsregler, der gør det muligt for alle – partier, bevægelser, lytter- og seerorganisationer, oplysningsforbund og andre foreninger – at opstille lister, hvor alene de personlige stemmer afgør, hvem de enkelte lister får valgt, og hvor der også er mulighed for valgforbund.

Hvis dette følges op med, at bestyrelsens møder som hovedregel er offentlige, og at det samme gælder stillingsbesættelser, vil mulighederne for politisk pression og manipulation blive mærkbart mindre end i dag., og der vil komme offentlighed og folkelig debat om public service begrebet og programpolitikken Jo mere offentlighed, desto bedre vilkår for ytringsfriheden, både borgernes og medarbejdernes.

(bragt som læserbrev i Berlingske Tidende 30/12 2009)

  • Comments(0)http://retsforbundet.handletanker.dk/#post279