EU med eller uden forbehold
DebatPosted by Ib Christensen 07 Dec, 2009 17:32MEP Britta Thomsen (S) og fhv. MEP Karin Riis-Jørgensen (V) diverterer 7/12 Amstavisens læsere med deres uenighed om antallet af danske EU-forbehold, og om hvilke forbehold, der skal til folkeafstemning hvordan, hvornår og hvorfor.
Venstrekvinden beklager sig over, at en EU-folkeafstemning aldrig drejer sig om de EU-spørgsmål, der er til afstemning. I næste afsnit vil hun have en folkeafstemning om forbeholdene til i stedet at dreje sig om EU-medlemskabet! Vil noget som helst af ja-partierne melde Danmark ud af EU, hvis vi stemmer nej til afskaffelse af forbeholdene? Nej, vel.
Socialdemokraten påstår, at unionsborgerskabs-forbeholdet ingen betydning har. Men Lissabon-traktaten med chartret om unionsborgernes rettigheder betyder, at der fremover reelt er EU, der bestemmer borgernes rettigheder. Det danske statsborgerskab tømmes for indhold, uden at danskerne fik lov at stemme om traktaten.
En fjernelse af forsvarsforbeholdet betyder fri adgang for enhver dansk regering til at deltage i den i Lissabon-traktaten forudsete opbygning af et fælles EU-forsvar som kernen i opbygningen af EU som supermagt. Mon det er danskernes ønske?
Rigspolitichefen siger, at en fjernelse af retsforbeholdet ikke vil være nogen katastrofe, og at en bevarelse af det kun vil give lidt mere besvær og bureaukrati. Til gengæld vil vi kunne bevare en selvstændig indvandrer- og flygtningepolitik, hvor regeringens og S-SF-R modellen med en tilvalgsordning helt overlader det til Folketinget at afgøre, hvilke dele af retspolitikken, der skal overlades til EU. Og har man først overladt en del af retspolitikken til EU, kan det ikke trækkes tilbage.
Storbritannien og Sverige lader deres valutaer flyde frit. Det har givet dem optimale konkurrencevilkår til gavn for beskæftigelsen. Det samme kan vi gøre med kronen. I stedet har ja-partierne låst kronen fast til euroen med fatale konsekvenser for konkurrenceevnen og beskæftigelsen. Derfor skal vi fastholde euroforbeholdet og give kronen fri.
(bragt som læserbrev i Randers Amtsavis 18/12 2009)
- Comments(0)http://retsforbundet.handletanker.dk/#post273

