Retsforbundet

Retsforbundet

Grin med grundsalg

DebatPosted by Ib Christensen 20 Nov, 2009 03:11
Randers Kommune har p.g.a. krisen (som er opstået p.g.a. oppustede ejendomspriser) problemer med at få solgt byggegrunde. Nu søger man i en annoncekampagne at fremme salget ved - i øvrigt ikke særligt morsomme – vittigheder, som lånsøgende købere skal stille med i banken.

De, der virkeligt bliver til grin, er byens borgere: De grunde, kommunen kaster på markedet, sælges uden at kommunen sikrer sig, at fremtidige, arbejdsfri, samfundsskabte værdistigninger på grunden kommer byens økonomi og alle kommunens øvrige borgere til gavn.

Intet hindrer kommunen i at leje grundene ud i stedet for. Så får man fremtidige værdistigninger ind, som kan bruges til at lette den kommunale indkomstskat, og de, der lejer grundene, behøver ikke hverken en halv eller hel million til at erhverve grunden, de kan få den uden udbetaling og bruge hele deres opsparing til selve husbyggeriet.

Det vil gavne afhændelsen af byggegrunde, og det vil gøre det lettere for unge familier at etablere sig med eget hus, det vil være socialt progressivt og samfundsøkonomisk positivt.

Hvis så også byrådet vil sætte grundskyldspromillen op til maksimum (34 promille fra nu 27), og bruge provenuet til lettelse af skatteprocenten, så vil det være en Randers-model, vi kan være stolte af – i modsætning til de Randers-modeller, der udspillede sig natten efter byrådsvalget….

(bragt som læserbrev i Din Avis Randers 25/11 2009)

  • Comments(0)http://retsforbundet.handletanker.dk/#post270