DebatPosted by Ib Christensen 06 Feb, 2010 05:55En fejl fra kommunen, hvorved den højestbydende ikke havde fået den grund, han havde budt på, har givet anledning til debat.
Fejlen ville ikke være sket, hvis kommunen i stedet for at indhente fortrolige tilbud satte sine grunde til offentlig auktion. Så ville afhændelsen ske åbent, regulært og til de højest opnåelige priser.
Hvis man så tilmed afhændede grundene på jordrentevilkår, så undgik man, at grundenes erhververe kunne score en senere – oven i købet skattefri – kapitalgevinst. Den samfundsskabte jordværdi ville forblive i offentligt eje.
Randers er en af landets rødeste kommuner, men her agerer man asocialt ved at forære fremtidige kapitalgevinster væk, når man afhænder grunde. Det er elendig socialisme.
Men faktisk er det også elendig kapitalisme, for man afhænder sin ejendom til en mindre pris end markedet kan bære.
Den ansvarlige udvalgsformand hedder Fuhr og er folkesocialist. Giv ham og hans parti et fur!
DebatPosted by Ib Christensen 03 Feb, 2010 16:05Med Lissabon-traktaten er hele
retspolitikken, herunder indvandrer- og flygtningepolitikken, blevet
overstatslig og afgøres nu ved flertalsbeslutninger. Danmark har
sikret sig mulighed for at afskaffe vort nuværende retsforbehold til
fordel for en ordning, hvorefter Folketinget kan overgive de dele af
retspolitikken, det måtte passe det til enhver tid værende
folketingsflertal, til EU. I praksis vil man – d.v.s. det
nuværende folketingsflertal - kun beholde indvandrer- og
flygtningepolitikken.
Men indvandrer- og flygtningepolitikken
kolliderer med EU-princippet om den fri bevægelighed for personer,
således som vi så det med Metock-dommen, efter hvilken vi har
måttet lempe vor regler. Til dette kommer, at Danmark er bundet af
Schengen-reglerne om den fri bevægelighed for unionsborgerne og alle
med opholdstilladelse i Unionen.
Nu har EU gennem Stockholm-programmet
principvedtaget en fælles asylpolitik og flere rettigheder til
asylansøgerne såvel som et forslag om en fordeling af alle
asylansøgere mellem de enkelte medlemslande. Især de af illegal
indvandring stærkt plagede sydeuropæiske lande vil presse på her,
og finde støtte hos andre medlemslande med en stor population af
anden etnisk oprindelse. Spanien har EU-formandskabet og har bebudet
en energisk offensiv på dette område.
Det foreslås, at lovlige indvandrere
skal have samme rettigheder som unionsborgerne, herunder ret til
økonomisk og social støtte helt på linje med unionsborgerne. En
bombe under den danske velfærdsstat, der er verdens mest gavmilde.
Sammenstødet mellem udlændingepolitikken og den fri bevægelighed
er imidlertid ikke det eneste problem, også hele spørgsmålet om
unionsborgernes rettigheder får en ny, betydningsfuld dimension
gennem chartret om borgernes rettigheder, der nu er en del af
Lissabon-traktaten, d.v.s. unionens forfatning.
Chartret fastslår unionsborgernes
rettigheder og altså også rettighederne for alle med
opholdstilladelse i EU. Chartret er detaljeret, fortolkeligt og som
elastik i metermål. Og det er i fremtiden EU gennem Kommissionen,
Parlamentet, Ministerrådet og Domstolen, der gennem direktiver og
domme bestemmer det reelle indhold af borgernes rettigheder. Det vil
overordnet være uden betydning, hvad de nationale forfatninger måtte
indeholde, og hvad de nationale parlamenter og domstole måtte
beslutte.
Når det siges, at vort EU-forbehold
vedrørende unionsborgerskabet er uden betydning i dag, er årsagen
ikke, at Lissabon-traktaten siger, at unionsborgerskabet ikke
erstatter statsborgerskabet, men derimod, at unionsborgerskabet reelt
har tømt statsborgerskabet for ethvert indhold.
Allerede i dag giver vort retsforbehold
anledning til store afgrænsnings- og fortolkningsproblemer. De
bliver mangedoblet, hvis retsforbeholdet erstattes af et reduceret
forbehold om udlændingepolitikken. Det vil hurtigt blive
undermineret fuldstændigt af den kommende EU-lovgivning på hele
retsområdet og af den aktivistiske EU-domstol. Resterne af
forbeholdet vil derpå blive likvideret af et nyt folketingsflertal.
I spindoktorkredse diskuteres
muligheden af, at det såkaldte ”udlændingekort” taber betydning
over for vælgerne. Men udviklingen vil snart blive, at det vil stå
klart for vælgerne, at det i realiteten er EU og ikke mere regering
og folketing, der bestemmer udlændingepolitikken. Man kan diskutere
burkaer og danskprøver for statsborgerskabssøgende, men ikke
bestemme over hvem, der må leve i Danmark og have sociale
rettigheder.
Når det går op for det flertal af
vælgerne, der ønsker en stram udlændingepolitik, hvad der sker,
vil EU-modstanden ikke bare styrkes. Den vil eksplodere.
DebatPosted by Aase Bak-Nielsen 23 Jan, 2010 10:47I den stadig pågående debat om ytringsfrihed og selvcensur, er det måske godt at huske, hvad Kurt Westergaard fortalte i Nordjyske 3/1.09: da han i sin tid blev ansat på JyllP. fik han frie hænder, blot "skulle han holde sig fra USA’s præsident Reagan, Gud og erotiske tegninger". Ytringsfrihed?
(bragt i Information 23/1.10)
DebatPosted by Aase Bak-Nielsen 14 Jan, 2010 17:02Indsendt af Herluf Andersen (via Aase Bak-Nielsen)
Befri jorden for både renter og skatter.
Jeg har jo været medlem af Retsforbundet fra 1954 og til 2006, og min udmelding skyldtes, at Retsforbundet kun anser jord som et spekulationselement og slet ikke medregner pengespekulation som arbejdsfri indkomst. Skønt den i modsætning til jordspekulation - ved at man kun sidder og trykker på Computerens tastatur - kan indkassere gevinsterne fra dag til dag. En spekulation, der kun kan stoppes, ved at "det overlades til samfundet gennem en samfundsbank at sikre likviditeten i samfundet på basis af vor produktion og reelle formuer."
Jeg har været inde på Retsforbundets hjemmeside, og der er virkelig meget som har min fulde opbakning. Det gælder i særdeleshed de to artikler om den økonomiske krise skrevet af henholdsvis Ib Christensen og Poul Gerhard. Det er stort set det samme, som jeg selv skriver hele tiden i avisernes læserbreve.
Men at den økonomiske krise er skabt af det private spekulationsbaserede banksystem, sammen med den private ejendomsret til jord og fri prisdannelse på bo- og produktionspladser, er helt tydeligt. For det er fusioneringen mellem disse to produktionsfaktorer, der skaber de skiftende høj- og lavkonjunkturer, sikkert styret af 300 familier i verden, som der står i Norges Patriotiske Enhedspartis program. Og at disse konjunkturer er styret af enorme formuer og kapitalinteresser kan der ikke være tvivl om, for det sker ikke af sig selv, men er skjult for vore øjne.
Men trods det, at mange banker nu må have hjælp af staten, skatteyderne, for at klare den selvskabte krise, ønsker jeg ikke noget forbud mod privat bankdrift. Men når de nu så gerne vil have hjælp af staten, skatteyderne, under dårlige tider, var det så ikke i andelsbevægelsens land, Danmark, på tide med lidt konkurrence med en samfundsbank. Jeg kunne tænke mig, at enhver når han/hun fylder 18 år og er myndig, skulle tage stilling til, hvilket banksystem han / hun vil bruge i fremtiden: det nuværende med betaling af renter ved indskud og ligeledes betaling af renter ved udlån, eller en samfundsbank uden renter hverken ved indsættelse eller lån. Da langt flere er rentebetalere end -modtagere - og i særdeleshed med langt større beløb - ellers kunne bankerne ikke eksistere.
Og skal der vælges ud fra disse kriterier, vælger næppe ret mange det nuværende banksystem, der så vil forsvinde af sig selv. Og denne frie konkurrence må jo være helt i orden set ud fra en borgerlig liberal tankegang, der plejer at sige "lad falde hvad ikke kan stå". Sådan er det i hvert fald gået med andelsbevægelsen i landbruget og brugsforeningerne. Hvorfor skulle der så ikke være mulighed for at gå den modsatte vej inden for banksystemet. Men når det er bankerne og den private ejendomsret til jord med fri prisdannelse, der skaber disse samfundsskadelige konjunkturer, nationalt og internationalt, burde det stoppes omgående.
Den nuværende krise er international, hvilket krisen i 80’erne og frem til 1994 ikke var. Den skabtes af Schlüters kartoffelkur, der blev nødvendig, da stigende jordpriser skabte en falsk kreditværdighed over for bankerne. Derved fik borgerne et stærkt lånefinansieret forbrug skabt af fusionen mellem den private ejendomsret til jorden - og dermed den frie prisdannelse - og bankerne. Det medførte i 1986 et underskud på betalingsbalancen på 36 mia. kr. Da blegnede Schlüters smil, og hans standardudtalelse " det går ufattelig godt." stoppede. Men han gjorde i efteråret 1987 klar til det store økonomiske indgreb mod det private forbrug, og da det var på det tidspunkt, hvor kartoflerne skulle tages op, fik det navnet "kartoffelkuren".
Disse indgreb medførte, at vi nu i 1987 begyndte at få overskud på vare- og tjenestebalancen og har haft det siden. Dog de sidste par år med underskud på varebalancen. Men dette indgreb skabte en voldsom økonomisk tilbagegang i dansk økonomi med virkelig mange tvangsauktioner og stærk stigende ledighed, der kulminerede i 1993 med ca. 340.000 medregnet korttidsledige, heltidsledige på dagpenge 273.000 og 160.000 på kontanthjælp. Men med de mange tvangsauktioner forsvandt spekulationskapitalen i boligerne, og beskæftigelsen begyndte igen at stige.
Og med langt større stigninger i jordpriserne, bo- og produktionspladser, end lønninger og varepriser var grunden lagt for nuværende økonomiske krise 14 år efter. Om der også var en begyndende højkonjunktur internationalt på det tidspunkt, ved jeg ikke, Men jeg husker tydeligt, at Mogens Lykketoft en gang skrev, at "stigende boligpriser var en god indikator for økonomisk vækst og stigende beskæftigelse", hvilket er rigtig. For blot jorden stiger i pris, får alle jordejere en falsk kreditværdighed over for bankerne. Og bankernes udlån øges og dermed et stigende forbrug.
Og den tog rigtig fart efter årtusindskiftet – hvilket også skyldtes en god del psykologi, for da en borgerlig regering med Anders Fogh Rasmussen som statsminister i 2001 afløste SR regeringen med Poul Nyrup som statsminister, skabtes som i 1982 en optimisme i den borgerlige lejr. I alle de borgerlige aviser kunne der nu læses, at nu skulle det igen blive slut med den evindelige vækst i de offentlige udgifter og dermed stigende skatter. Højst mærkværdig, at Socialdemokratiet ikke gik til angreb mod sådanne udtalelser. For netop under Poul Nyrup Rasmussen havde vi det største fald i det offentlige udgiftstryk udgifter i pct. af BNP nogensinde, nemlig fra 60 til 50 pct. af BNP (kilde tiårsoversigterne Danmarks statistik). Rekord i offentlig udgiftstryk havde vi med Anders Fogh som kreativ skatteminister med 61 pct.
Men allerede i 2004 begynder vi vel så småt at kunne se en international afmatning. Politikerne begynder at bekymre sig over faldende forbrug i USA. Men et land med 40 års uafbrudt underskud på handelsbalancen kunne da umuligt fastholde et sådant forbrug - og endnu mindre øge det.
Men på det tidspunkt er det, at det hele begynder at løbe løbsk. For trods en inflation, der vel svarede til den, vi havde sidst i 50’erne, fik vi nu en stigning i jordpriserne, som aldrig tidligere set. I 2006 udtalte direktør i dansk ejendomsmæglerforening, Thomas Torp, at gennemsnitspriserne for byggegrunde i Københavns amt, da de toppede, var kommet op i 3,2 millioner kr. Det er ganske vist toppen, men priserne i kommunerne i Frederiksborg og Roskilde amter var generelt mellem 1,8 og 2,5 millioner kr. Men nu er spørgsmålet så, om de i bankerne højt uddannede mennesker kan klare frisag ved kun at sige, at det er ikke dem, der fastsætter disse priser. Men disse mennesker er som regel nogen af de første til at tale om "at af hensyn til samfundsøkonomien og industriens konkurrenceevne må der vises tilbageholdenhed med lønstigninger."
Men at bo i disse områder kræver da netop lønninger, som samfundsøkonomien ikke kan klare. Det burde disse bankfolk da kunne se og være klar over, at det i sidste ende vil blive dem selv, der kommer til at stå med smerten ved disse store udlån.
Men det allerværste sted med jordpriserne er vel, når det kommer til stykket, landbrugsjorden. På Fyn er der solgt landbrugsjord,da priserne toppede, til 350.000 kr. pr ha. Og jeg har ført en debat med DLBR DANSK LANDBRUGS RÅDGIVNINGSCENTER i Skejby, der har oplyst over for mig, at gennemsnitspriserne for en ha landbrugsjord over hele landet i 2008 var på 258.000 kr. og for 30 års fast lån skulle der regnes med 5 pct. i rente, hvilket giver 12.900 kr. i årlige renteudgifter. Skal korn sælges til dagsprisen, kan en ha med korn kun give 6.000 kr. Jeg stillede dem så lidt konkrete spørgsmål om, hvordan det kunne hænge sammen, men sådanne spørgsmål var lidt for politiske, meddelte de mig - de hørte hjemme på Akselborg. Jeg har da godt nok modtaget noget fra dem vedrørende deres økonomiberegning ved jordkøb - det er baseret på rentefradrag på gæld og skattebetaling ved overskud på at drive jorden, men det fører for vidt at komme med det nu, det kommer senere.
Men nu må jeg i gang med at skrive om det, som faktisk er mit formål med at skrive til mit gamle parti. Jeg er efterhånden blevet meget uenig med Retsforbundet i, at jordskatterne, Grundskyld, skal bruges til at sænke indkomstskatterne. Og jeg mener, at med de priser jord er kommet op i, så er der mange gange fuld grundskyld i form af renter til banker og kreditforeninger. Vi har ganske vist de historisk meget lave renter, men de er jo kunstige og kun kortvarige. Et 30 års fast forrentet lån, som man bør regne med, kan ikke fås til under de 5 pct. Og fuld grundskyld deroveni kan kun være en ekstra skat. Og derfor er grundskylden blevet forhadt.
Jeg kan ikke se andre muligheder end en virkelig jordreform, der stopper belåning og pantsætning af al jord. Jorden bliver så reelt gratis, og hvorfor skulle den da ikke være det, da ikke noget andet end naturen og samfundet i fællesskab har skabt jordværdierne. Men samfundet må så overtage prioriteterne til udløbsdato. Der opstår så det problem, da ikke al jord har samme brugsværdi, for landbrugsjord dyrkningsværdi og for byjord beliggenhedsværdi. Der bliver så behov for en jordleje, som jeg mener skal betales til kommunen. Men når den kun skal svare til udligning af brugsværdierne, er det ikke en skat, for der er fuld kompensation. Men denne jordleje kunne kommunerne faktisk ligeså godt dele ud til alle kommunens borgere fra nyfødt til olding. Der kunne så virkelig siges at både renter og skatter var drevet ud af jorden.
Og en sådan reform er hverken kommunisme eller socialisme, for jorden vil reelt ikke være ejet hverken af staten eller kommunerne, og brugeren har kun brugsretten. Den vil kun være ramme om bo- og produktionsplads for borgerne. Ingen vil kunne tjene penge på jord ved kun at være ejer, og heller ingen vil kunne blive ruineret ved at være jordejer. Jeg synes, det var værd for Retsforbundet i det mindste at skabe en debat om denne reform.
Venlig hilsen
Herluf Andersen
DebatPosted by Lars Bækgaard 11 Jan, 2010 18:22Under overskriften "Vejen frem" skrev Jyllandspostens lederskribent den 4. januar 2010 om behovet for reformer: "På lidt længere sigt en mere omfattende skattereform, som omlægger skattegrundlaget fra arbejdsindkomst til immobile kilder."
Under overskriften "Boligskatter sikrer stabilt boligmarked" udtalte de økonomiske vismænd i Politiken den 19. november 2009: "For at sikre en mere stabil udvikling på boligmarkedet bør man gå tilbage til princippet om, at ejendomsværdiskatten skal følge udviklingen i ejendomsværdierne."
Det er fantastisk, at Jyllandsposten og vismændene er enige om så god en ide.
Den nuværende krise har jo sit udspring i en punkteret prisboble på ejendomsmarkedet. Og det eneste effektive middel til at undgå fremtidige boligbobler er en øget beskatning af jordens samfundsskabte værdi.
Det bedste vil være at indføre en løbende beliggenhedsafgift på al jord. Så vil fremtidige kriser kunne modvirkes, og alle vil få del i det næste opsving.
Det er dejligt at være medlem af Retsforbundet i disse tider. Den økonomiske forståelse peger i stigende grad på, at vores politik slet ikke er så tosset.
DebatPosted by Ib Christensen 09 Jan, 2010 14:28Berlingske Business 9/1 afslører to modsatte holdninger hos Nordea og Danske Bank til grundskyld:
Økonom i Danske Bank Las Olsen mener, at stigende grundskyld vil få folk til at flygte ud af deres huse, mens Nordeas cheføkonom Helge J. Pedersen konstaterer, at den tværtimod vil få boligpriserne til at falde.
De divergerende synspunkter svarer til det forskellige syn på den økonomiske krise i de to bankers ledelser. Danske Banks direktør indrømmer, at han ikke forudså krisen, mens Nordeas direktør tog ved lære af den forrige krise 1987-93, og derfor klarede hans bank sig langt bedre end Danske Bank, der var på randen af kollaps.
Både den økonomiske viden og kulturen er åbenbart forskellig i de to banker: Danske Bank satsede på ejendomsspekulation og tvivlsomme derivater fra USA, men Nordea øjensynligt foretrækker produktive investeringer i erhvervslivet.
Ved højere grundskyld og tilsvarende lavere skat på arbejde kan man fremme den sunde finanskultur og hindre nye ødelæggende spekulationsbobler og bankpakker betalt af skatteyderne. Til gavn for erhvervsliv og beskæftigelse.
DebatPosted by Ib Christensen 05 Jan, 2010 00:16Pudsigt nok med samme overskrift som navnet på Retsforbundets gamle blad, går JP (leder 4/1) ind for en skatteomlægning fra arbejdsindkomst til immobile kilder, for en arbejdsmarkedsreform, for satsning på forskning og uddannelse samt meget andet umådeligt fornuftigt. Det var en fryd at læse lederens præcise diagnose og konstruktive forslag.
(bragt som læserbrev i Jyllands-Posten 11/1 2010)
DebatPosted by Ib Christensen 31 Dec, 2009 13:38Med Lissabon-traktaten har EU fået sin præsident og sin udenrigsminister. Vetoretten er praktisk talt forsvundet, og Unionens kompetencer er næste ubegrænsede og kan udvides yderligere uden traktatændringer. EU-parlamentet og EU-domstolen har fået ubegrænsede beføjelser. 80 % af de love, der gælder i medlemslandene, er EU-beslutninger. Traktaten skaber grundlaget for et kommende fælles militær.
Centralbanken styrer Unionens økonomi. Alle interne grænser er væk, og nu forberedes en fælles indvandrer- og flygtningepolitik.
”EU er ikke nogen forbundsstat”, skriver Erik Boel, Europabevægelsen, i Sjællandske 29/12. Der er noget, han ikke har fattet. På nogle områder – f.eks. miljø og skatter – er EU mere centraliseret end USA. Europa har fået en ny start med Lissabon-traktaten, skriver Boel, åbenbart uvidende om, at Europa består af 47 stater, hvoraf kun 27 er medlemmer af EU.
Den ”nye start” skete uden om EU`s halve milliard mennesker. Man turde ikke sende traktaten til folkeafstemning noget sted, undtagen i Irland, hvor højesteret krævede det. Og irerne sagde nej, bøjede sig først efter en utrolig hetzagtig kampagne. Men Boels begejstring er grænseløs: Traktaten giver mulighed for en langt stærkere demokratisk forankring af samarbejdet, skriver han minsandten.
En fantastisk påstand efter denne manipulation af EU´s befolkninger. Hvordan tror han, at denne forbundsstat kan fungere demokratisk, når der ikke er nogen fælles identitet, ingen fælles demokratisk debat, ingen fælles referenceramme og 27 forskellige nationer. Det kan den naturligvis ikke, og derfor ser vi overalt en voksende skepsis og direkte modstand imod EU.
(bragt som læserbrev i Sjællandske 5/1 2010)
DebatPosted by Ib Christensen 30 Dec, 2009 15:32Der vil altid være politisk pression imod en så magtfuld meningsdannende institution som Danmarks Radio. Opgaven består derfor i at få så megen offentlighed som muligt omkring institutionens ledelse, strategiske mål og daglige virksomhed.
Vejen hertil er ikke en såkaldt ”professionel” bestyrelse. En sådan bestyrelse har ikke kunnet hindre, at BBC i dag er banket ned til at være en slags regeringsorgan. I øvrigt vil jo også medlemmer af en såkaldt ”professionel” bestyrelse have deres politiske holdninger, som uundgåeligt vil sætte deres præg. Endelig: Administrativ, økonomisk og mediemæssig kompetence er noget, man kan købe sig til og ansætte i direktionen.
Men det duer jo heller ikke at have en bestyrelse, udpeget af Folketinget og regeringen. Det er tydeligt med den nuværende DR-bestyrelse, hvis medlemmer nærmest fungerer som bydrenge for deres partier. DR kan under det nuværende system ikke være kritisk over for den regering og det folketing, institutionen skulle være vagthund over for.
Det gamle radioråd var også folketingsudpeget, men havde dog den fordel, at der var offentlige forhandlinger, selv om der blev sjakret om lederstillingerne blandt de ”statsbærende” partier. Vi skal have genindført og udvidet offentligheden omkring DRs ledelse, men vi skal fritage regeringen og Folketinget fra at udpege bestyrelsen.
Hvem andre end licensbetalerne, lytterne, seerne og vælgerne er kompetente til at udpege ledelsen for den betydeligste institution inden for ”den 4. statsmagt”? Lad DR-bestyrelsen blive valgt direkte ved forholdstalsvalg af alle danske vælgere, med kandidatopstillingsregler, der gør det muligt for alle – partier, bevægelser, lytter- og seerorganisationer, oplysningsforbund og andre foreninger – at opstille lister, hvor alene de personlige stemmer afgør, hvem de enkelte lister får valgt, og hvor der også er mulighed for valgforbund.
Hvis dette følges op med, at bestyrelsens møder som hovedregel er offentlige, og at det samme gælder stillingsbesættelser, vil mulighederne for politisk pression og manipulation blive mærkbart mindre end i dag., og der vil komme offentlighed og folkelig debat om public service begrebet og programpolitikken Jo mere offentlighed, desto bedre vilkår for ytringsfriheden, både borgernes og medarbejdernes.
(bragt som læserbrev i Berlingske Tidende 30/12 2009)
DebatPosted by Ib Christensen 27 Dec, 2009 17:33Helle Thorning-Schmidt harmes over
grådigheden i finansverdenen, men hun hylder grådigheden som
forklaringsmodel på den økonomiske krise.
Men hvordan kan det være, at der
pludselig – nogenlunde regelmæssigt med 18-20 års mellemrum –
over hele verdenen opstår en spontan og ubetvingelig grådighed hos
finansverdenens folk? En pandemi af moralsammenbrud?
Socialdemokraternes formand og andre
politikere skulle grave et spadestik dybere. For hvor udbrød denne
og de fleste andre økonomiske kriser? Såmænd på boligmarkedet i
oppustede ejendomspriser, der var en følge af den økonomiske vækst,
der drev priserne op på de ureproducerbare goder, først og fremmest
beliggenhedsværdierne.
Sygeplejersken og politibetjenten kunne
ikke få råd til at bo i nærheden af storbyen, og der blev fra 1993
til 2007 skovlet 600 mia. kr. skattefrit i boligejernes lommer, nu er
foreløbig 1-200 mia. af dem røget ud igen, i nogle tilfælde i form
af tvangsauktioner, fallitter og galopperende arbejdsløshed.
Stigende social ulighed, som påvist af Arbejdernes Erhvervsråd. Og
statslige, skatteyderbetalte redningspakker til bankerne, med
kæmpestatsunderskud til følge.
De økonomiske vismænd har
konstateret, at VKO-skattestoppet for ejendomsbeskatning har gjort
krisen særlig alvorlig i Danmark. Og S og SF har ydet deres bidrag
ved at tilslutte sig ejendomsskattestoppet. Så en nye regering vil
altså fortsætte VKO-politikken, så det igen bliver umuligt for
sygeplejersken og politibetjenten af erhverve sig en ejerbolig i
storbyens nærhed.
Men S og SF vil skam beskære lønninger
og bonusordninger i finanssektoren, og folk med millionindtægter
skal betale en særlig skat, der vil indbringe hele l mia. kr. til
statskassen – af et samlet offentligt budget på 920 mia. kr. Hvad
med de 600 mia. kr. samfundsskabte, arbejdsfri gevinster på
ejendomsbesiddelse, og dem, der kommer, når opsvinget begynder igen
i 2011 og senere?
De skal, kan man forstå, også under
en socialdemokratisk ledet regering, fritages for beskatning, mens
folks arbejdsudbytte til gengæld brandskattes. Det er
samfundsøkonomisk det rene og skære idioti, og det er dybt
asocialt.
(bragt som læserbrev i Information 31/12 2009)
